At dele sit liv med en fantastisk hund er et privilegie. At få lov at dele over 15 år af sit liv med samme hund, er en ubeskrivelig rejse igennem utallige stadier af et liv.
Når en hund bliver så gammel, som vores Maddy er, så er man ude i “livet ovenpå livet”. Langt udover hvad man i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, dengang man tog hjem med den lille nye hvalp.
I så høj en alder kan alt ske, og man frygter lidt hver dag, hvad mon der vil ske? Jeg kender ikke ret mange, der har haft en hund, der blev så gammel, og de jeg kender, har alle oplevet noget forskelligt henimod slutningen af hundens liv. Der findes både de bratte og pludselige ting, “ud af det blå -agtigt” som akut organsvigt (nyrer, hjerte osv), hjerneblødning/slagtilfælde, diskusprolaps, knoglebrud ved forfejlet spring osv. Og så findes der de tilfælde hvor livet blot langsomt er ebbet ud, til hvor livskvaliteten nåede et punkt, hvor der måtte tages en tung beslutning. Alt kan ske.
Alle billeder og video i dette blog indlæg er fra i dag. Altså fra morgen til før middag. Når man ved i hvor høj risiko Maddy er hele tiden, både pga. alder, men også pga. helbred (vi ved hun har meget dårligt hjerte på vej i hjertesvigt, og kronisk pankreatitis), så fylder hendes sprudlende og aktive livsglæde ekstra meget.
Maddy er ikke bare en 15 år og 8 mdr gammel hund. Maddy er en aktiv, livlig, nysgerrig, legesyg, sjov, fræk og meget meget forkælet gammel hund. Med frihed til at gøre lige som det passer hende, udnytter hun situationen maksimalt, og trækker på alle vores veksler, på alle tidspunkter af døgnet. Hendes (og min!) dag i dag startede klokken 02.16 da hun forlangte at komme ud, så hun kunne være klar til at sidde i vinduet og se Butch komme hjem fra arbejde klokken 02.30. Det er vores hverdag.
Vi nyder hende, vi leger med hende, vi hopper og springer efter godbidder for hende, når hun komme med sit legetøj og “lokker” os ud i køkkenet, for at bytte med en godbid.
Maddy kunne leve i sin egen verden, og gør det tildels, fordi hun er blevet døv. Men fordi hun stadig er frisk i hovedet, og fordi bentøj og alt andet i øvrigt stadig kan følge nogenlunde med til det, hun vil, og fordi hun vil så meget, så kontakter hun os næsten ustandseligt og forlanger at vi gør noget for hende.
Hun vil, at vi tager del i hendes verden. Og ingen tvivl, verden herhjemme er mere og mere hendes og mindre og mindre vores. Vi indretter os, vi adlyder og retter ind og følger hendes meget tydelige og højlydte anvisninger. Og vi morer os, griner, tager billeder og film, og nyder hende i fulde drag.
Og så man få lyst til at dele hende med omverden. Lyst til at sprede hendes tilsyneladende uendeligt stærke energi udi “cyperspace” og lade hende give til flere. Hun har i overflod og rigeligt af den til både os, og mange andre, helt sikkert!
Endnu kan hun meget og vil mere, end hun egentlig kan. Vi ser tydelige tegn på, at hun er så gammel, som hun er. Hun tager flere pauser, og når hun sover, så sover hun meget dybt. Indimellem kan hun være på benene i flere minutter efter at have sovet, før hun egentlig er vågen. Hun klarer ikke lange gåture, men elsker korte. Hjertet følger ikke med på de store stræk, men herhjemme styrer hun stadig. Hun leger med os med legetøjet og laver sine byttehandler med godbidder, hun tager sine runder i haven, hun passer marken fra vinduet og indkørslen fra det andet vindue, og hun lader Sussi være souschef i mange små daglige situationer, men de vigtige ting, bestemmer Maddy stadig og er højt hævet over flokkens små interne magtopgør.
Hun har kun sjældent behov for fysisk kæl, klap, “blødsødenhed”. Selvstændig som hun er, og meget katteagtig. Hun tager den kærlighed hun vil have, når det passer hende, og giver os kun korte glimt af hendes egen ømhed, når hun synes tiden er til det. De små “vinduer”, hvor hun lukker op for os, og lader os dele de tætte, ømme, kæle-nusse-øjeblikke med hende, tager vi med tak, og ærbødighed. De varer kort, men hendes kærlighed er til gengæld så tydelig dyb, stor, uendelig klog og næsten skræmmende. Det er nogle helt særlige øjeblikke, de måske 1, højst 2 gange på en dag, hvor hun er helt blottet, og lader os se hendes “inderste sjæl”.
Vi ved ikke hvor eller hvordan det ender, og vi ønsker heller ikke at tænke på det. For i dag er en god dag, og endnu en fantastisk dag i denne vidunderlige og forunderlige rejse, som dette lille energiske og livsbekræftende væsen har taget os med ud på for over 15 år siden.
Ligemeget hvordan og hvornår det er forbi, så er i dag – ligesom alle hendes dage før denne, startet godt. Med glæde, leg, sjov og ballade og masser af energi og livskvalitet.
Så også i dag, er vi blot utroligt glade og taknemmelige for 🙂
