Fodervært

Jeg ejer flere hunde, end jeg har boende hjemme.

Det skyldes dels at gårdhundene bliver så gamle, at man hurtigt kan ende med et helt hold “pensionister”, som er færdige i avl, men stadig har lange, gode liv for sig. 

Da hundene først og fremmest er vores højt elskede familiehunde, kan vi ikke så godt skilles fra dem vi allerede har boende.

For fortsat at kunne arbejde videre med min avl, kan det derfor være nødvendigt indimellem at “spring en generation over” – dvs. have en hund boende hos en anden familie, imens den indgår i min avl. Hunden er samtidig deres familiehund.

Vi har et godt og hyggeligt samarbejde med vores foderværter. En del af dem deltager aktivt i vores fælles hundes udstilling, ligesom jeg – i det omfang jeg formår det – ofte deltager aktivt i hundenes øvrige liv. Vi har det rigtigt sjovt og hyggeligt sammen omkring vores fælles interesse og engagement i hundene.

Er det en tæve er det selvfølgelig særligt vigtigt at den kender mig og har et nært og tillidsfuldt forhold til mig. Derudover er det vigtigt at den er vant til at besøge os, og indgår i flok med vores hunde jævnligt, og uden stress.

Når en tæve har fået 2 kuld hvalpe her hos mig, men i resten af tiden før og efter har boet som familiehund hos en fodervært, så overgår ejerskabet kvit og frit til foderværten. Hundens dagligdag forandres ikke, den bliver hvor den har boet altid, undtaget da den var hjemme i to forholdsvist korte perioder, for at få hvalpe her hos mig.