VIPpen er drægtig

Allerede fra de var hvalpe, havde Trooper og VIPpen et særligt bånd. På den måde foreslog de  ganske tidligt, at de selv syntes de var et godt match for hinanden.

I november havde VIPpen et par stævnemøder med Trooper…

De to er begge født hos os, men fra to meget forskellige kuld. Trooper kom ud for en forfærdelig ulykke, kun 6 uger gammel, og brækkede skulderen.

Med et meget komplieret brud, i endnu meget bløde og ufærdige knogler, var der stor risiko for, at selv en operation, ikke ville give et godt resultat. Det er meget risikabelt at lægge så ung en hvalp i narkose, og selv hvis dét kunne lykkes, og man kunne fiksere bruddet, så ville han være utroligt skrøbelig i mange uger, og i stor risiko for selv at ødelægge det, før det var vokset ordentligt sammen.

Vi valgte alligevel at gøre alt, og lade Trooper operere. Og tog opgaven på os, at holde ham i ro i en lillebitte kasse i mange uger, hvor han var med mig på arbejde, og sov ved min seng, og hvor jeg bar ham ud i kort snor på lufteture hver anden time døgnet rundt. Efter 6 uger måtte han opereres igen, idét alle skruerne fra første operation var gået løs og måtte fjernes.

Det var en kæmpe opgave med sådan en lille hvalp, der hurtigt blev frisk og fuld af krudt, mere end godt var for ham selv. Han fik da også lavet et skred i bruddet, men knoglerne voksede sammen, og han blev hel.

I dag er han en voksen sprudlende livsglad hund, der sagtens kan klare en løbetur ved cyklen på 4-5 km. Han er fantastisk glad og fuld af spilopper, og samtidig en dejlig kærlig puttehund. At se ham nyde livet, gør det alt arbejdet værd, at have reddet det for ham.

Og nu skal Trooper være far. Til VIPpens hvalpe. Det føles næsten somom vi lever i et Disney-eventyr, fordi historien bag er så fantastisk speciel.

Da Trooper kom ud af kassen, fulgte et meget langt forløb med genoptræning, svømning, kiropraktiske behandlinger osv. Derfor blev han jo noget længere hos os, end han ellers ville have gjort.

Og allerede dengang, så vi et særligt bånd imellem VIPpen og ham. På den måde, foreslog de i grunden ganske tidligt selv, at det måske en dag skulle være “de to”. Slægtsmæssigt giver det fin mening, og efterhånden som de er blevet voksne, passer de også virkeligt godt sammen på alle andre måder.

De supplerer hinanden så fint. Trooper kender ingen begrænsinger, VIPpen foretrækker at vi gør ting sammen, så er hun stærkest. Begge elsker at putte og hygge, og at komme med, hvor der sker noget. VIPpen er en vidunderlig hund at træne med, letlært og meget motiveret – næsten lidt bekymret for at gøre noget forkert, hun vil så gerne gøre sit allerbedste for at man skal blive glad.

Også bag disse to findes der en slægt af langtlevende og friske hunde. Begge er testet fri for øjensygdommen PLL, dermed ved vi at deres hvalpe også er PLL fri via arv.

Vi glæder os rigtigt meget til at byde Trooper og VIPpens hvalpe velkommen til verden, omkring midt i januar 2023.

Første kig ind til vores Z-kuld

Og så blev spændingen og ventetiden udløst…vores dejlige lille “Dimsen” er drægtig. Det betyder at vi venter hvalpe ca. en uge efter nytår i januar 2023. Hvalpene er 7. generation, som vi selv har opdrættet her hos os, siden vores allerførste gårdhund, Maddy.

Allerede i weekenden før scanningen havde vi en stærk mistanke om at parringen havde båret frugt. Dimsen havde ikke lyst til sin morgenmad, da vi skulle afsted på årets sidste udstilling, gårdhundeklubbens juleudstilling.

Men dagens godbidder, som bestod af kogt kylling, tørret lever og lammepølse gled udmærket ombord. Lidt uregelmæssig og vigende apetit, kan sagtens være et tidligt tegn på drægtighed.

Dimsen blev 2. bedste tæve efter sin mor, fik CERT, og dermed kunne hun pludselig titulere sig som Dansk Champion, DKCH. Ved scanningen dagen efter, tilføjede hun titlen “vordende moder” til CV’et…

Faderen til hvalpene har vi også opdrættet her hos os, det er nemlig sødeste “Eze”, Little Denmark’s VIP Vagabond Viking. Eze med det glade, velbalancerede og stabile sind, som elsker alt og alle. Født med verdens største “Ja-hat” på. Vi har endnu ikke opdaget noget, som Eze ikke kan lide, når bare vi gør det sammen. Om det er skovtur i regnvejr, eller ragnarok på udstilling i Herning Messecenter med tusinder af hunde, det kan komme ud på ét, han synes det er vidunderligt altsammen.

Både Eze og Dimsen er testet fri for øjensygdommen PLL, og dermed ved vi på forhånd at vores kommende hvalpe også er fri via arv.

Arhj, hvor vi glæder os. Vi følger Dimsen tæt med scanninger løbende igennem drægtigheden, hvilket er meget spændende. Dimsen er ligesom flere andre af vores piger før hende, med til at hjælpe scanningseksperterne på Canicold International med at kunne udfærdige endnu mere præcise grafer, til nøjagtig datering og beregning af termin for racen Dansk/Svensk gårdhund.

Begge forældre er ukomplicerede hunde, som er top sociale. De er kontaktsøgende og elsker alle mennesker og følger sig trygge i ethvert selskab, i alle de situationer vi har bragt dem i. De er sunde og friske og har en slægt bag sig af hunde, der har været langt levende og aktive, selv i en høj alder. De elsker at lege med legetøj, og er derfor lette at skabe og bevare kontakt til i træningssammenhæng. Og så er de naturligvis vældigt godt begavede begge to.

Endelig hvalpe i støbeskeen

Et par af vores dejlige unge tøser, pønser på famileforøgelse. Vi håber …

Vi har nydt næsten et helt år, dedikeret til vores hundeliv med hundene. Det var skønt at holde sommerferie og for en gangs skyld ikke være afhængig af at skulle være hjemme og passe hvalpe dagen lang.

Men nu her sidst på året da de unge “piger” er kommet i løbetid, begynder planerne også at komme på plads, og spændingen stiger.

Følg med her på siden, da der vil komme nyheder, så snart vi har noget konkret at fortælle. Og er du interesseret i at komme i betragtning til en af vores hvalpe, som vi håber bliver en realitet, og rejseklar i foråret 2023, så er det et rigtigt godt tidspunkt at kontakte mig på nu, før det går løs 🙂