Vicki er drægtig

(DKCH Little Denmark’s Jive Jinger)

Selvom det først er 5 uger siden parringen i dag, så har man ikke været i tvivl i den sidste uge, om at “Vicki” er drægtig. Hun har haft en længere periode med manglende lyst til mad, og pludselig kan hun blive meget sulten. Hendes dievorter er også tydeligt lyserøde og let “oppustede”, endnu et sikkert tegn. Da hun tydeligt blev rundere om maven, uden egentlig at være særligt godt spisende, ja så giver det sig selv. Hvalpe på vej, og forventet fødsel lige omkring Sankt Hans.

Ingen tvivl om at Vicki er drægtig

Faderen er en helt fantastisk 9 år gammel han ved navn (og udstillingstitler) DKV15 DKVV16 NORDCH NORDV-14 SE V-13-14-15-16 SE V-16 & VV-16 WW-14 EUV16 EUVV16 Zkrubbe’s Lionheart.

Man kan godt fornemme den lidt “vommede” facon hun er ved at få

Han er opdrættet i Danmark, men blev solgt til Sverige som hvalp. Det var en af mine venner, der købte ham dengang, og jeg har fulgt ham siden han var helt ung. En herlig hund på alle måder. Han har hidtil kun fået et kuld hvalpe i Danmark. Jeg har glædet mig rigtigt længe til at lave dette kuld, faktisk i over et år, da vi forsøgte parring imellem de to sidste år. Vicki ville til min store skuffelse dengang ikke have noget med “Lion” at gøre.

Så i år tog vi blodprøver for ved hjælp af progesteron-niveauet at afgøre hvornår det helt rigtige tidspunkt for parring skulle være. Og så lykkedes det.

Her er lidt billeder af de to vordende forældre. Og de kommende hvalpes afstamning. Vi glæder os og tror selvfølgelig på at det bliver nogle helt fantastiske hvalpe, med to så fantastisk dejlige forældre 🙂

Ny hjemmeside og nyt domæne, men den gamle bliver stående

Min hjemmeside, www.farmdogs.net etablerede jeg i 2003. Igennem årene har jeg (selvlært) slidt med at holde den opdateret og fornyet både teknisk og indholdsmæssigt.

Nu, 14 år efter, kaster jeg håndklædet i ringen. Min gamle hjemmeside fungerer ikke hensigtsmæssigt på mobiltelefoner, tablets, Ipads osv.  Hvad værre er, den står ikke umiddelbart til at konvertere på nogen simpel eller bare nogenlunde økonomisk måde. Derudover er den besværlig at opdatere, da jeg skriver koden i html.

Så nu forsøger jeg mig med et andet og mere tidssvarende format, og en blog.

Min gamle hjemmeside bliver stående

Den gamle side indeholder hundredevis af sider og tusinder af billeder af 14 års opdræt. Alle kuldenes opvækst, information om forældre osv. Måske jeg overfører noget hertil senere, måske ikke – uanset hvad, så skal det hele selvfølgelig blive hvor det er, så man altid kan finde det. 

Derfor velkommen til, via en almindelig PC, også at besøge min gamle hjemmeside og læse lidt af alt hvad jeg har skrevet der igennem tiden. Om os, vores hunde, min filosofi om avl, træning, om vores hvalpes opvækst igennem 14 år osv. osv.

Den bliver ikke længere opdateret. Opdateringer om kommende kuld og hvalpe fra og med 2017, og alt hvad der i øvrigt sker, vil komme her på disse sider, som nu ligger på domænet http://www.kennellittledenmark.dk

Velkommen til – igen! 🙂