Brita er parret, måske får vi hvalpe i februar 2024

DKCH SECH DKJUCH KBHJV19 DKJV19 BORNHV22 KLBCH Little Denmark’s Riff Raff Rita DK11340/2018
NORDCH DKJV16 NJV16 Absalon DK19600/2015 som vi håber har hvalpe på vej sammen med Brita

Torsdag d. 28. december drog Brita og jeg afsted til Kastrup lufthavn tidligt om morgenen.

Forinden havde vi igennem en ugestid trænet med den lille  bæretaske, specielt beregnet til fly, og Brita havde lært at føle sig helt tryg ved at gå ind i den og lægge sig ned.

Da Brita inklusive taske vejer lige under 8 kg. vidste jeg at det var en mulighed at tage hende med mig ombord i kabinen på et fly. I forvejen havde jeg købt en specielt kæledyrs billet til Brita. Jeg har efterhånden prøvet det nogle gange, men det var første gang for Brita’s vedkommende.I Gardermoen lufthavn i Oslo, Norge, mødtes vi med hendes udkårne.

Absalon, en dejlig dreng med et skønt hovede og udtryk
Brita og Absalon i Oslo lufthavn

En dejlig han – oprindeligt født i Danmark – ved navn Absalon. Absalon er en rolig og venlig og meget glad fyr, der er tryg ved alt og alle. Han lever harmonisk i en flok med andre hanhunde, både yngre og ældre. Han er højt præmieret i hele Skandinavien, og han var den første gårdhund der fik CACIB efter racen blev definitivt FCI godkendt. Absalon er netop fyldt 8 år i 2023 og er far til nogle kuld i Norge og Sverige. Dette er første gang at han (forhåbentlig) har hvalpe på vej i Danmark.

Lige før julenedlukning tog vi en blodprøve af Brita og lavede progesteronmåling. Selvom det blev en lidt tidlig forudsigelse af ægløsning, med dertil mulige usikkerheder, valgte jeg at købe billet og returbillet allerede da, til den følgende torsdag.

Brita var helt tryg under hele vores lange rejse, og hyggede sig i sin taske, også i ventetiden i lufthavnen

Juledag tog vi en kontrolmåling som viste at Brita havde skyndt sig en smule mere, end forventet med den ægløsning, men jeg valgte at fastholde rejsedagen d. 28/8, da det ikke så ud til at blive for sent.

Brita hviler sig, faktisk snorksov hun, ombord på flyet i tasken ved mine fødder

Der var snestorm i Norge den dag Brita og jeg rejste derop, let skulle det jo ikke være. Så vi tog en hurtig beslutning, Absalons ejer og jeg, at det var for koldt til at hundene skulle ud i kulden og parre. Lidt “kreativt” fandt vi en stille krog i lufthavnen. Det blev en yderst vellykket parring fra første færd. Der var et par stykker der kiggede lidt, men de smilede blot og gik videre, og så ud til at synes det var lidt hyggeligt, det vi havde gang i 🙂

Brita var en fantastisk sød og nem rejsekammerat. Hun hyggede sig med nogle af de gode tyggepinde jeg havde taget med til hende, for at fordrive ventetiden. Og hun slappede af i sin taske eller på skødet af mig, når vi sad og ventede i lufthavnen ved gaten.

Is og sne i lufthavnen i Oslo blev skyld i forsinkelse på hjemvejen. Men det blev samlet set stadig kun en en-dagstur, vi var hjemme samme aften, som vi tog afsted.

Flyet hjem blev forsinket med 1½ time pga. is og sne, men tidligt på aftenen kørte vi igen imod Ringsted fra Kastrup lufthavn.

Forhåbentlig med hvalpe på vej. Når Brita er 4-5 uger henne, vil en ultralydsscanning afsløre om turen var en succes. Vi er meget spændte.

Brita fylder 6 år her i foråret og har tidligere fået 2 kuld hvalpe.

Brita er en sød og mild og ejegod lille pige, som bare altid ønsker at gøre alting godt, og at alle er glade. Hun er velfungerende samme med alle hunde, også i både en stor og en lille flok. Brita er også en fantastisk hundemor.

Søde Brita sidder i lufthavnen i Oslo og kigger efter Absalon

Hendes hvalpe fra de 2 tidligere kuld er højt elskede familiehunde. Helt racetypiske gårdhunde af det dejligste temperament. Glade, positive, lette at præge og træne og ikke mindst lette at leve sammen med. Flere af dem er ovenikøbet højt præmierede – flere Danske champions, endda 2 junior verdensvindere. Vi og deres stolte familier synes ikke det er nogen skam, at disse vidunderlige familiehunde, samtidig er smukke.

Brita er er 5. generation af Kennel Little Denmark’s tæver siden vores allerførste gårdhund Maddy. Så hendes hvalpe bliver 6. generation af vores egen avl.

VIPpen er drægtig

Allerede fra de var hvalpe, havde Trooper og VIPpen et særligt bånd. På den måde foreslog de  ganske tidligt, at de selv syntes de var et godt match for hinanden.

I november havde VIPpen et par stævnemøder med Trooper…

De to er begge født hos os, men fra to meget forskellige kuld. Trooper kom ud for en forfærdelig ulykke, kun 6 uger gammel, og brækkede skulderen.

Med et meget komplieret brud, i endnu meget bløde og ufærdige knogler, var der stor risiko for, at selv en operation, ikke ville give et godt resultat. Det er meget risikabelt at lægge så ung en hvalp i narkose, og selv hvis dét kunne lykkes, og man kunne fiksere bruddet, så ville han være utroligt skrøbelig i mange uger, og i stor risiko for selv at ødelægge det, før det var vokset ordentligt sammen.

Vi valgte alligevel at gøre alt, og lade Trooper operere. Og tog opgaven på os, at holde ham i ro i en lillebitte kasse i mange uger, hvor han var med mig på arbejde, og sov ved min seng, og hvor jeg bar ham ud i kort snor på lufteture hver anden time døgnet rundt. Efter 6 uger måtte han opereres igen, idét alle skruerne fra første operation var gået løs og måtte fjernes.

Det var en kæmpe opgave med sådan en lille hvalp, der hurtigt blev frisk og fuld af krudt, mere end godt var for ham selv. Han fik da også lavet et skred i bruddet, men knoglerne voksede sammen, og han blev hel.

I dag er han en voksen sprudlende livsglad hund, der sagtens kan klare en løbetur ved cyklen på 4-5 km. Han er fantastisk glad og fuld af spilopper, og samtidig en dejlig kærlig puttehund. At se ham nyde livet, gør det alt arbejdet værd, at have reddet det for ham.

Og nu skal Trooper være far. Til VIPpens hvalpe. Det føles næsten somom vi lever i et Disney-eventyr, fordi historien bag er så fantastisk speciel.

Da Trooper kom ud af kassen, fulgte et meget langt forløb med genoptræning, svømning, kiropraktiske behandlinger osv. Derfor blev han jo noget længere hos os, end han ellers ville have gjort.

Og allerede dengang, så vi et særligt bånd imellem VIPpen og ham. På den måde, foreslog de i grunden ganske tidligt selv, at det måske en dag skulle være “de to”. Slægtsmæssigt giver det fin mening, og efterhånden som de er blevet voksne, passer de også virkeligt godt sammen på alle andre måder.

De supplerer hinanden så fint. Trooper kender ingen begrænsinger, VIPpen foretrækker at vi gør ting sammen, så er hun stærkest. Begge elsker at putte og hygge, og at komme med, hvor der sker noget. VIPpen er en vidunderlig hund at træne med, letlært og meget motiveret – næsten lidt bekymret for at gøre noget forkert, hun vil så gerne gøre sit allerbedste for at man skal blive glad.

Også bag disse to findes der en slægt af langtlevende og friske hunde. Begge er testet fri for øjensygdommen PLL, dermed ved vi at deres hvalpe også er PLL fri via arv.

Vi glæder os rigtigt meget til at byde Trooper og VIPpens hvalpe velkommen til verden, omkring midt i januar 2023.

Første kig ind til vores Z-kuld

Og så blev spændingen og ventetiden udløst…vores dejlige lille “Dimsen” er drægtig. Det betyder at vi venter hvalpe ca. en uge efter nytår i januar 2023. Hvalpene er 7. generation, som vi selv har opdrættet her hos os, siden vores allerførste gårdhund, Maddy.

Allerede i weekenden før scanningen havde vi en stærk mistanke om at parringen havde båret frugt. Dimsen havde ikke lyst til sin morgenmad, da vi skulle afsted på årets sidste udstilling, gårdhundeklubbens juleudstilling.

Men dagens godbidder, som bestod af kogt kylling, tørret lever og lammepølse gled udmærket ombord. Lidt uregelmæssig og vigende apetit, kan sagtens være et tidligt tegn på drægtighed.

Dimsen blev 2. bedste tæve efter sin mor, fik CERT, og dermed kunne hun pludselig titulere sig som Dansk Champion, DKCH. Ved scanningen dagen efter, tilføjede hun titlen “vordende moder” til CV’et…

Faderen til hvalpene har vi også opdrættet her hos os, det er nemlig sødeste “Eze”, Little Denmark’s VIP Vagabond Viking. Eze med det glade, velbalancerede og stabile sind, som elsker alt og alle. Født med verdens største “Ja-hat” på. Vi har endnu ikke opdaget noget, som Eze ikke kan lide, når bare vi gør det sammen. Om det er skovtur i regnvejr, eller ragnarok på udstilling i Herning Messecenter med tusinder af hunde, det kan komme ud på ét, han synes det er vidunderligt altsammen.

Både Eze og Dimsen er testet fri for øjensygdommen PLL, og dermed ved vi på forhånd at vores kommende hvalpe også er fri via arv.

Arhj, hvor vi glæder os. Vi følger Dimsen tæt med scanninger løbende igennem drægtigheden, hvilket er meget spændende. Dimsen er ligesom flere andre af vores piger før hende, med til at hjælpe scanningseksperterne på Canicold International med at kunne udfærdige endnu mere præcise grafer, til nøjagtig datering og beregning af termin for racen Dansk/Svensk gårdhund.

Begge forældre er ukomplicerede hunde, som er top sociale. De er kontaktsøgende og elsker alle mennesker og følger sig trygge i ethvert selskab, i alle de situationer vi har bragt dem i. De er sunde og friske og har en slægt bag sig af hunde, der har været langt levende og aktive, selv i en høj alder. De elsker at lege med legetøj, og er derfor lette at skabe og bevare kontakt til i træningssammenhæng. Og så er de naturligvis vældigt godt begavede begge to.