Første kig ind til vores Z-kuld

Og så blev spændingen og ventetiden udløst…vores dejlige lille “Dimsen” er drægtig. Det betyder at vi venter hvalpe ca. en uge efter nytår i januar 2023. Hvalpene er 7. generation, som vi selv har opdrættet her hos os, siden vores allerførste gårdhund, Maddy.

Allerede i weekenden før scanningen havde vi en stærk mistanke om at parringen havde båret frugt. Dimsen havde ikke lyst til sin morgenmad, da vi skulle afsted på årets sidste udstilling, gårdhundeklubbens juleudstilling.

Men dagens godbidder, som bestod af kogt kylling, tørret lever og lammepølse gled udmærket ombord. Lidt uregelmæssig og vigende apetit, kan sagtens være et tidligt tegn på drægtighed.

Dimsen blev 2. bedste tæve efter sin mor, fik CERT, og dermed kunne hun pludselig titulere sig som Dansk Champion, DKCH. Ved scanningen dagen efter, tilføjede hun titlen “vordende moder” til CV’et…

Faderen til hvalpene har vi også opdrættet her hos os, det er nemlig sødeste “Eze”, Little Denmark’s VIP Vagabond Viking. Eze med det glade, velbalancerede og stabile sind, som elsker alt og alle. Født med verdens største “Ja-hat” på. Vi har endnu ikke opdaget noget, som Eze ikke kan lide, når bare vi gør det sammen. Om det er skovtur i regnvejr, eller ragnarok på udstilling i Herning Messecenter med tusinder af hunde, det kan komme ud på ét, han synes det er vidunderligt altsammen.

Både Eze og Dimsen er testet fri for øjensygdommen PLL, og dermed ved vi på forhånd at vores kommende hvalpe også er fri via arv.

Arhj, hvor vi glæder os. Vi følger Dimsen tæt med scanninger løbende igennem drægtigheden, hvilket er meget spændende. Dimsen er ligesom flere andre af vores piger før hende, med til at hjælpe scanningseksperterne på Canicold International med at kunne udfærdige endnu mere præcise grafer, til nøjagtig datering og beregning af termin for racen Dansk/Svensk gårdhund.

Begge forældre er ukomplicerede hunde, som er top sociale. De er kontaktsøgende og elsker alle mennesker og følger sig trygge i ethvert selskab, i alle de situationer vi har bragt dem i. De er sunde og friske og har en slægt bag sig af hunde, der har været langt levende og aktive, selv i en høj alder. De elsker at lege med legetøj, og er derfor lette at skabe og bevare kontakt til i træningssammenhæng. Og så er de naturligvis vældigt godt begavede begge to.

Avlsarbejde med indmønstrede hunde, HeKiHolger og Joey

Denne video faldt jeg over på Facebook en regnfuld søndag. Og spillede den igen og igen, for at se mere af hunden, der ikke havde fødselsdag, den mindste af de to, nemlig Joey…

I Danmark har vi dét der kaldes åben stambog. Det betyder, at fordi Danmark er hjemland for racen dansk/svensk gårdhund, antager man, at der findes rigtige dansk/svenske gårdhunde netop i Danmark, som ikke nødvendigvis er født med papirer.

Det var sådanne hunde man startede den stambogsførste population med i 80’erne, og igennem alle årene siden, har man løbende indmønstret nye hunde, som det hedder. Både hanner og tæver.

Det er en omstændelig process, og kun få af de, der ansøger, klarer at komme igennem dét nåleøje, som bedømmelser og vurderinger er.

Man kan spørge sig selv, hvorfor ikke bare være glade for den population med stambog vi allerede har, og så arbejde videre med dem.

Men indmønstringer og avl med indmønstrede hunde, er et meget, meget vigtigt avlsværktøj, som vi ikke ønsker at give slip på. Når vi indmønstrer nye hunde og bruger dem i den stambogsførte avl, så tilfører vi en relativt lille population og stamme nyt blod og nye foundere. Og dét sikrer en større genetisk variation i avlen, som igen sikrer at vi fortsat kan bevare racen sund og langtlevende. To meget væsentlige målsætninger for avlen.

Ser man på mange andre stambogsførte hunderacer, så er deres mangel på genetisk variation skyld i alverdens racespecifikke sygdomme. Og manglende evne til naturligt at reproducere. Altsammen på grund af den indavl, som de er tvunget til at lave, fordi alle hundene i racen, er i familie med hinanden.

Derfor er vi meget glade for at kunne indmønstre racetypiske hunde til racen dansk/svensk gårdhund, bruge dem i avlen, og dermed tilføre nyt blod.

Når vi gør det, kommer der sommetider nogle sjove ting ud af det. Ting der vidner om at der måske et eller andet sted bagude, har været en anden race indover. Men indenfor 1. eller 2. generation kan vi ved nøje at udvælge avlspartnere med kendte, stabile aner, hurtigt lave dem til vellignende gårdhunde igen.

Jeg har vænnet mig til altid at “scoute” efter hunde at indmønstre. Fordi jeg synes det er vigtigt, og samtidig meget spændende. Jeg har endda købt 2 hvalpe uden papirer sammen med Kikki (Kikki´s Kennel på Fyn), med formålet at se om de en dag kunne indmønstres.

Det er allerede lykkes med den ene, Holger. Ham købte vi ved Herning. Vi så begge forældre, som havde mange ligheder med gårdhundene vi kender. Og et dejligt racetypisk temperament.

Da vi havde fundet den helt rette familie til Holger, som syntes det var et spændende projekt, og glædede sig meget til at komme med til Herning og hente den lille fyr, var der ikke andet at gøre, end at vente. Og følge hans udvikling.

Der er mange ting, der skal være på plads og kunne tjekkes af henad vejen. Dels er det vigtigt ikke at vælge en hvalpe med arvelige fejl, som f.eks. navlebrok eller en manglende testikel. Når så hvalpen bliver ca. ½ år gammel kommer tandskiftet. Biddet skal være et korrekt saksebid, når de nye tænder er på plads. Vi skulle se og vurdere Holger i flere forskellige situationer, for at sikre os, at hans temperament også var et ønskeligt gårdhundetemperament. Han skulle også have taget en blodprøve til DNA-test for en øjensygdom, der hedder PLL. Vi ønsker ikke at indmønstre hunde til racen, der er bærer af denne sygdom. Holger var heldigvis fri for PLL.

Til slut skulle Holger fremstilles til indmønstring. Hvis han fik ja til at blive indmønstret, skulle han efterfølgende igennem en meget detaljeret eksteriørbeskrivelse, som ville ende med enten “anbefalet til avl” eller “ikke anbefalet til avl”.

Holger blev indmønstret, anbefalet til avl, og pludselig udstyret med en DKK stambog.

Holger blev af os døbt HeKiHolger på sin stambog (He for Helene og Ki for Kikki) som et symbol på vores spændende samarbejde om denne dejlige knægt.

Vi glæder os begge meget sammen med hans familie, til en dag at se nogle hvalpe efter denne søde fyr. Heldigvis er han ung og har fremtiden for sig.

HeKiHolger fra Herning, født og købt uden papirer. Her fotograferet ca. 2 år gammel, den dag han var til bedømmelse og fik sin DKK stambog og blev anbefalet til avl. Disse indmønstrede hunde udgør nyt blod til racen, et vigtigt avlsværktøj til at bevare racen sund og langt levende.

Joey

En regnfuld søndag i foråret 2021 sad jeg og surfede uden mål på Facebook. Pludselig scrollede jeg forbi den video, der står øverst i dette indlæg. Den handlede om Loui, som havde 10-års fødselsdag. En anden hund, nemlig Joey på 11 år, kom ind og ud af klippet.

Jeg scrollede videre, og lidt senere begyndte jeg at tænke over, hvad jeg havde set. Det tog mig en del tid at finde videoen igen. Da jeg endelig fandt den, spillede jeg den nok de første 20 gange, brugte pause igen og igen, og så og så på den ældre hund og tænkte: “Hm, jeg må vist vide hvad det er for en hund”.

Det er noget af den bedste tid jeg endnu har brugt i hele min opdrættertid. Ofte sidder man og ser på billeder, stambøger, leder afkom frem for at lære sig mere om de tilgængelige hanner i avl osv. Det er et stort planlægningsarbejde at tænke sig frem til den næste generation – man kan bruge endeløse timer på det. Ofte kommer der ikke andet ud af det, andet end flere ideer og tanker.

Denne søndag måtte jeg have kontakt til hundenes ejer. Hende Mette, der havde lavet opslaget med videoen.

Det blev til et fantastisk eventyr, som der stadig skrives nye kapitler til. Mette kom helt til Sjælland fra Fyn med Joey, hvor vi fik lavet nogle gode billeder af ham, og fik taget en sædprøve, der viste at han skød med skarpt, sin alder til trods.

Mette skrev en ansøgning om indmønstring, og avlsudvalget i Dansk/svensk gårdhundeklub behandlede sagen. Resultatet var at Joey blev kaldt til indmønstring og evt. eksteriørbedømmelse. Joey blev indmønstret, fik en DKK stambog og blev anbefalet til avl.

Og så ventede vi hele sommeren på, at min Brita, Little Denmark’s Riff Raff Rita, skulle komme i løbetid. Det skete i september, og Joey fik sin første og eneste kæreste. Der kom 3 nye liv til verden d. 8. november 2021. 3 nye liv med nyt blod til racen. Ganske få uger senere, døde Joey pludseligt og uventet.

Det er så tragisk og trist, og også ærgerligt at Joey ikke nåede at få flere hvalpe. Men lykkeligvis fik han 3 dejlige børn, som vi er meget, meget glade for. Jippi bor i Norge hos en god ven og opdrætter deroppe, og Keyser og Jojo er stadig tilknyttet mit avlsarbejde – men bor hos, og er elsket og forkælet af hver deres familie.

Hele historien om Mette og Joey er som nævnt blevet længere og længere, og mere og mere fantastisk.

På årets Roskilde udstilling 2022 blev historien “opdaget” af DKK’s magasin Hunden. Her er et link til den ene af de artikler de skrev, som ligger offentligt tilgængelig: https://hunden.dk/nyheder/frygt-ikke-nyt-blod/71065

Et udstillingsår jeg aldrig glemmer

Året går på hæld, og den sidste DKK (Dansk kennel klub) udstilling blev afsluttet i weekenden.

Ved samme lejlighed afsluttes en del af årets konkurrencekategorier, konkurrencer som hunde får point til, ved at deltage i DKK’s udstillinger i løbet af året.

Jeg har i mange år taget tilløb flere gange til at vinde årets DKK-racevinder konkurrence, og vi har vundet meget andet med Kennel Little Denmark’s hunde, dog ikke denne. Det blev altså første gang i 2022, at vi kunne hente årets DKK racevinder hjem til en Little Denmark’s hund.

Det er med stor glæde og ikke uden stolthed, at jeg præsenterer årets DKK racevinder for Dansk/svensk gårdhund 2022, Little Denmark’s Oliver Of A Twist, iblandt venner “Kalle”.

Hvis jeg får tid vil jeg lave nogle nye indlæg til bloggen her, med de mange fantastiske udstillingsresultater fra 2022. Sådan et år oplever man aldrig 2 gange, så jeg håber at gemme minderne lidt her på siden i tekst og med nye fotos af hundene.

“Kalle” har vundet konkurrencen og titlen årets DKK racevinder 2022 – DKKV22

Endelig hvalpe i støbeskeen

Et par af vores dejlige unge tøser, pønser på famileforøgelse. Vi håber …

Vi har nydt næsten et helt år, dedikeret til vores hundeliv med hundene. Det var skønt at holde sommerferie og for en gangs skyld ikke være afhængig af at skulle være hjemme og passe hvalpe dagen lang.

Men nu her sidst på året da de unge “piger” er kommet i løbetid, begynder planerne også at komme på plads, og spændingen stiger.

Følg med her på siden, da der vil komme nyheder, så snart vi har noget konkret at fortælle. Og er du interesseret i at komme i betragtning til en af vores hvalpe, som vi håber bliver en realitet, og rejseklar i foråret 2023, så er det et rigtigt godt tidspunkt at kontakte mig på nu, før det går løs 🙂

Info til dig, der søger hvalp i 2020

At ringe for at reservere en hvalp, er at begynde helt bagvendt for mig….købere findes der i 100-vis af. Det rigtige hjem, findes der kun 1 af til hvert individ…først til slut i processen, overvejer jeg at reservere en hvalp til rette vedkommende. Det er efter vi har lært hinanden godt at kende, og er blevet enige om sammen, at vi synes det er en god idé.

Du har fundet min hjemmeside, fordi du har set jeg har hvalpe.

De hvalpe jeg har nu har allerede nye hjem. Og jeg bliver kimet ned af folk, der ønsker sig en hvalp. Jeg vil gerne hjælpe gode, søde og seriøse familier så godt jeg kan, men der skal en vis portion tålmodighed til, fordi det bliver altså ikke nu, i denne omgang. Hvis du eventuelt er interesseret i en fremtidig hvalp, så er du velkommen til at læse videre.

Lige p.t. skal du fange min opmærksomhed iblandt mange andre. Der er antalsmæssigt for tiden 25-30 potentielle købere til hver eneste hvalp, så jeg vælger kun dén, som jeg synes passer allerbedst til lige netop den hvalp. Det kan jeg af gode grunde ikke vide noget om, før de er født og har nået en vis alder. Så vi har god tid..

Hvalpe er ligeså forskellige som søskende i mennesker, derfor er det slet ikke ligemeget hvor den enkelte hvalp havner, tværtimod, og det er mit ansvar, at hver familie passer præcis til den af mine hvalpe, de ender med at tage med hjem til sin tid.

Vi gør ingenting hurtigt her i forbindelse med placering af hvalpe. Jeg har tværtimod som nævnt masser af god tid, mine hvalpe er mine hunde, indtil jeg beslutter noget andet. Jeg har heller intet behov for at de skal rejse herfra til en bestemt tid, de kan tværtimod blive hos os, ligeså længe det tager, at have den helt rigtige familie klar, til lige netop den enkelte hvalp. Når hvalp og familie passer sammen fra begyndelsen, får begge parter mest mulig glæde i livet sammen i de kommende forhåbentlig 12-14 år.

Så overvej at skrive en mail, hvor du fortæller om hvem du og din familie er. Hvorfor du mener i skal have en hvalp af denne race, og ikke en anden race, og hvilket liv og livsstil i har at tilbyde jeres kommende hund i de næste mange år. Og så tager vi den derfra.

Hvis du vil have en hvalp af en bestemt farve, bestemt halelængde, med særlige aftegninger, eller til en bestemt dato, så er det med stor sandsynlighed ikke mig du skal skrive til.

Står du fast på en hvalp af et bestemt køn, så kan ventetiden blive endnu længere.

Jeg ser frem til at læse din mail.

Helene

 

 

Far til Ida’s kommende hvalpe

Ida blev i januar parret med DK23242/2008 Zkrubbe’s Miraculix.  

“Miki” er en sød og kontaktsøgende og meget kælen hanhund. Han er lidt oppe i alderen (snart 10 år gammel), men har ikke fået andet end et enkelt kuld hvalpe før, hvoraf kun 1 hvalp levede. 

Køn er han også, han er avlsgodkendt efter de gamle regler men har ellers iøvrigt gået og “gemt sig” fra rampelyset, da han ikke har været udstillet.

Han var forelsket og ihærdig under stævnemøderne med Ida, og de var bare så søde sammen. Men det blev aldrig rigtigt til en overbevisende vellykket parring. Derfor er det glædeligt at ultralydsscanning af Ida har vist, at hun bærer på hele 2 hvalpe.

Sorg og savn, og nye hvalpe på vej

En sær blanding af sorg og savn og lidt forventningens glæde. Der går ikke et øjeblik, vi mærker det døgnet rundt, at vi savner Maddy så forfærdeligt meget. De voksne hunde savner hende også, de har ingen leder, og ingen af dem har budt sig ind for at overtage pladsen efter Maddy. Til det sidste gav hun sig ikke, og de andre accepterede åbenbart en ikke fysisk, men mentalt overlegen flokleder.

De fire voksne hunde, som ellers ikke normalt har haft så meget at være fælles om, er meget tydeligt kommet nærmere hinanden i deres nye fælles sorg og savn over tabet af Maddy

Ida er tydeligt drægtig. Undtagelsesvist har vi ultralydscannet hende, og det viste sig at hun bærer på 2 hvalpe. Da parringen med “Miki” (Zkrubbe’s Miraculix) ikke var specielt vellykket, er det ret heldigt, at der i det hele taget er kommet en befrugtning ud af det. Og det er selvfølgelig meget glædeligt, midt i al vores sorg, at der er to nye liv på vej.

Om små halvanden uge, er det tid. Ida har igennem nogle nætter vækket mig, for at hun har et enormt kontakt- og opmærksomhedsbehov. Og jeg ved godt, at hun også har behov for at vide, at hun har sit helt eget sted til at bygge rede, og føde sine hvalpe.

Ida er tydeligt drægtig

Ultralydsscanning har vist at Ida bærer på 2 hvalpe

Så jeg må tage mig sammen og få ryddet kontoret og gjort det hvalpeklart.

Ida skal selvfølgelig vide at alt er klart til hendes fødsel, og de andre hunde plejer jo også at genkende projektet fra gang til gang, sådan at de respekterer den ro og det privatliv sådan en lille mor-hund har brug for i begyndelsen.

Da hyggekrogen og kassen var klar, var Ida da også den første der kom for at besigtige resultatet.

Normalt ville det have været Maddy, hun har inspiceret samtlige hvalpe fødekasser vi har haft i husholdet  igennem 16 år, før de blev overladt til de vordende mødre. Ida må selv godkende sin dennegang, hvilket også så ud til at være tilfældet:

Imens vi savner Maddy usigeligt, ser vi frem til endnu et sæt tip-oldebørn til vores elskede “number one”. 

Og nu er vi klar til dem, både os og Ida.

 

 

Maddy

I dag har vi taget en smuk og værdig afsked med vores elskede Maddy   
Født 18. oktober 2001, død 10. marts 2018. Hvil i fred min elskede Maddypige, født Prinsesse, levet og død som dronning. 
Uendelige glæder og lykkelige stunder, grin, utallige stolte øjeblikke har denne lille hund givet os igennem 16 år og 4 måneder. Og 90 efterkommere i 5 generationer, og tallet øges stadig! Vi skylder hende så meget, hun har givet os alt, og vi har nu givet hende fred, før hun opdagede at hun havde nyresvigt og dårlig lever. 
Hendes dag startede med at hende og jeg sad oppe sammen meget tidligt, og så ”Daddy” komme hjem. En begivenhed der fyldte hele hendes lille krop med uendelig lykke. Derefter spiste hun med stor fornøjelse sin morgenmad, efter at have sprunget badut og deklareret, den tog for lang tid at servere. Så sov vi nogle timer, hvor hun puttede tæt imellem os. Da hun ikke gad det mere, vækkede hun Butch med gø og logren og forlangte at han stod op og serverede godbidder. Derefter tog vi en runde med legetøjet og byttede den blå arm med den røde dims og det lille reb for kylling, oksekød, yndlings dåsemaden og kogt rødspætte. Hun fik selv lov at vælge hver gang, hvad hun ville have. Så nød hun for 6. gang på 2 dage et af sine yndlings tyggeben. Hun lavede lidt lydighedsøvelser på køkkengulvet og beviste atter, at hukommelsen sad lige i skabet. Og hun ville som sædvanlig ikke stoppe. Hun formåede, selv i dag, at få os til at grine. Sådan vil vi huske hende 
Tidligt på eftermiddagen fik hun en hel skål oksekød serveret på sofabordet. Vi satte os med hende i sofaen, og hun faldt tilfreds i søvn i mine arme. Hvil i fred min elskede lille Maddy 
Billederne og videoen er fra i dag.
Today we have said a beautiful and dignified goodbye to our beloved Maddy. Born October 18 2001, diseased March 10 2018. Rest in peace my dear Maddy girl, born a Princess, lived and died as a queen.
Endless joy, happy moments, laughs, countless proud times has this little dog given us throughout 16 years and 4 months. And 90 decendants in 5 generations now, and still counting! We owe her so much, she has given us everything, and we have now given her peace, before she knew, that she had kidney failure and bad liver.
Her day started with that her and I sat up very early, and watched “Daddy” come home. An event which filled her entire little body with endless happiness. Then she ate her breakfast with great appetite and pleasure, after she had been jumping leaps and barking at me, declaring that it took too long to serve. Then we slept a few hours with her snuggled close in between us. When she got tired of that, she woke up Butch barking and tail wagging, and demanded he got up and served her treats. After that we took a round with the toys, and exchanged the blue limb with the red thing and the little rope for beef, chicken, her favorite canned food and boiled fish. She got to pick and choose each time, what she wanted. Then she enjoyed one of her favorite chew bones for the 6th time in 2 days. She did a few obedience exercises on the kitchen floor and proved that her memory was still flawless. And as usual, she didn’t want to quit. She managed, even today, to make us laugh. That’s how we will remember her 
Early in the afternoon she got served a whole bowl of beef on the coffee table. We sat down on the couch with her, and she went to sleep content in my arms. Rest in peace my beloved little Maddy 
The pictures and video are from today.

 

Hvalpeplaner 2018 er på plads

Endnu et år med mor- og datterhvalpe

“Ida”, “babyface” DKCH SECH Little Denmark’s Ignite Me Ida bliver forhåbentlig både mor og mormor i 2018

 

 

 

 

 

 

“Mille” Little Denmark’s Maya My Eenie bliver forhåbentlig både mor og storesøster i 2018

Her i 2018 forår/sommer håber vi på hvalpe med Ida mor og hendes datter Mille.

Følg med her og under hvalpe 2018

 

Refleksioner og resultater 2017

I Dansk/svensk gårdhundeklub’s konkurrencer for 2017 har vi vundet følgende: – Årets opdrætter 2017 – Årets avlshund 2017 (Sussi) DKCH SECH KBHVV16 NORDV16 NORDVV16 Little Denmark’s Mount Silverheels – Årets tæve 2017 (Ida) DKCH SECH Little Denmark’s Ignite Me Ida – Årets Veteran 2017 (Sussi) DKCH SECH KBHVV16 NORDV16 NORDVV16 Little Denmark’s Mount Silverheels – Årets rød/hvide hund 2017 (Vicki) DKCH Little Denmark’s Jive Jinger

Det kniber for mig med at holde bloggen igang. Det kan være både et godt og et skidt tegn – oftest går PC-tiden til hurtigt at smække ting på facebook. Måske er det fordi jeg stadig benytter PC og ikke mobil eller Ipad til vedligehold af blog og hjemmeside…

I året der gik, har vores hunde og hunde vi har opdrættet ikke desto mindre opnået fuldstændigt fantastiske udstillingsresultater, og disse  bør jo på en eller anden måde ende her på siden, af alle steder. Når man i løbet af året ikke holder trit med opdateringerne, bliver det pludselig til slut en lang “opremsning”.

Verdens bedste “Maddy” fyldte 16 år d. 18. oktober. Maddy er starten på det hele og ligger bag alle vores hunde

Det kan virke overfladisk og prangende, fordi der er så mange fine resultater, men det flytter ikke på det faktum, at vi for hvert eneste af dem blev lige stolte og glade, som altid.

Ligesom jeg aldrig ophører med at være dybt taknemmelig for al den hjælp og støtte jeg har både i det daglige, men også i forbindelse med træning og udstilling af hundene. Det er ikke kun “glamour”, fordi der ligger meget benhårdt arbejde og utallige timer i halvkolde, våde telte på sportspladser, i kedelige haller, foruden masser af køretimer på landevejene med at bringe hunde og mennesker til og fra.

DKV17 Little Denmark’s My Miny Stub Butt. I 2017 vandt en stadig meget ung “Nemo” Bedste han og blev BIM på Dansk vinderudstilling i Herning og kunne derfor tilføje en ny titel DKV17 til sit navn.

Aldrig tager jeg det for givet, at der er andre, der har lyst til at deltage og hjælpe til, og at de mennesker, der enten har købt mine hvalpe, eller er foderværtsfamilier er så søde, engagerede og hjælpsomme.

“Vicki”, Little Denmark’s Jive Jinger blev Dansk champion (DKCH) i 2017

Når det går godt, er det kun ekstra bonus at kunne deles om glæden, og den slags glæder har 2017 sandelig været fyldt med!

 

Foruden de flotte resultater og titler har vi haft to fantastiske hvalpekuld i sommers. I den forbindelse er der kommet endnu flere dejlige og søde familier til, som vi nyder at følge endnu en generation Little Denmark’s hvalpe igennem. Og nye foderværter, som allerede er engagerede ikke kun i deres hundes daglige liv og træning og opvækst, men også deres fremtid.

Årets helt og aldeles mest fantastiske oplevelse og kulminationen for vores opdrætsklasse i 2017 var så absolut BIS1 (Best in show) placeringen vi vandt i Ballerup.

Opdrætsklassen er et kapitel for sig…i 2017 stod vi atter og atter placeret i BIS (best in show) konkurrencen på nogle af de store DKK udstillinger. Ved årets slutning endte vi på en helt fantastisk 6. plads i DKK’s konkurrence om årets opdrætter – af alle racer. Den Dansk/svenske gårdhund og kennel Little Denmark’s var i den anledning kommet i virkeligt fint selskab i den store hundeverden.

“Mille” – Little Denmark’s Maya My Eenie har i 2017 vundet 2 certer. Det ene var på Bornholm hvor hun også blev BIR (Bedst i racen). Mille fylder først 2 år i januar 2018.

At stille en opdrætsklasse løbende igennem et helt år kræver flere hunde end 4 at vælge imellem. I forhold til mange andre er jeg ikke dér, hvor jeg har et stort udvalg af voksne hunde, der passer så godt sammen, at de kan præstere resultater altid. Især ikke når der jævnligt er et par stykker på barsel i adskillige måneder. “Så må man låne” som det så smart kan siges…men igen – det kræver altid, at der er nogle med en hund, som de er villige til at låne ud. Igen går en stor tak og kærlig tanke til vores super søde og hjælpsomme hvalpefamilier for kækt at springe til, og stille hund til rådighed. Her er et udpluk af nogle af de forskellige opdrætsklasser vi har stillet i 2017:

Det var vitterligt en serie af fantastiske oplevelser i store ring, som vi er flere, der kan leve længe på!

Et absolut yndlingsbillede. Spænder over 4 generationer af vores elskede hvalpe, samt de mennesker der elsker dem og deles om glæderne ved dem med os!

Kulminationen på alle herligheder i 2017 blev nu årets sidste udstilling, hvor en rekord på ialt 13 Little Denmark’s hvalpe i alderen 5 måneder til 9 år deltog med deres mennesker. Alderspræsidenten (af hundene) var ved lejligheden vores dejlige lille Sussi, som også er bag hver eneste af resten – som mor,  mormor og oldemor. Glæden ved hundene, kærligheden og fællesskabet iblandt så mange af de mennesker, som jeg sætter så meget pris på at have i mit liv, er nogle af de ting jeg tager med mig fra 2017 og vil gemme på og mindes med et smil altid. 

Årets julefoto 2017 blev taget med selvudløser og var en mere festlig begivenhed, end man umiddelbart kan se! Butch og jeg ønsker alle et godt nyt år, 2018.

Vi går endnu et spændende år i møde med masser af unge og vældigt lovende hunde aktive i udstilling og på vej i avl, for ikke at nævne en helt ny og endnu yngre generation på vej. Jeg glæder mig til fortsat at følge dem alle – både de der viser sig “i rampelyset” og de, der bliver hjemme – via alle de skønne familier, som til stadighed beriger os med billeder og historier og opdateringer om hvordan det går dem udi livet.

Tak for – og til – alle jer, Butch og jeg ønsker jer alle, hver og en, samt jeres familie, en rigtig “glædelig bagjul” og ikke mindst et dejligt og glædeligt godt nytår, med godt helbred hos både de 2- og 4-benede.