Ida blev i januar parret med DK23242/2008 Zkrubbe’s Miraculix.
“Miki” er en sød og kontaktsøgende og meget kælen hanhund. Han er lidt oppe i alderen (snart 10 år gammel), men har ikke fået andet end et enkelt kuld hvalpe før, hvoraf kun 1 hvalp levede.
Køn er han også, han er avlsgodkendt efter de gamle regler men har ellers iøvrigt gået og “gemt sig” fra rampelyset, da han ikke har været udstillet.
Han var forelsket og ihærdig under stævnemøderne med Ida, og de var bare så søde sammen. Men det blev aldrig rigtigt til en overbevisende vellykket parring. Derfor er det glædeligt at ultralydsscanning af Ida har vist, at hun bærer på hele 2 hvalpe.
En sær blanding af sorg og savn og lidt forventningens glæde. Der går ikke et øjeblik, vi mærker det døgnet rundt, at vi savner Maddy så forfærdeligt meget. De voksne hunde savner hende også, de har ingen leder, og ingen af dem har budt sig ind for at overtage pladsen efter Maddy. Til det sidste gav hun sig ikke, og de andre accepterede åbenbart en ikke fysisk, men mentalt overlegen flokleder.
De fire voksne hunde, som ellers ikke normalt har haft så meget at være fælles om, er meget tydeligt kommet nærmere hinanden i deres nye fælles sorg og savn over tabet af Maddy
Ida er tydeligt drægtig. Undtagelsesvist har vi ultralydscannet hende, og det viste sig at hun bærer på 2 hvalpe. Da parringen med “Miki” (Zkrubbe’s Miraculix) ikke var specielt vellykket, er det ret heldigt, at der i det hele taget er kommet en befrugtning ud af det. Og det er selvfølgelig meget glædeligt, midt i al vores sorg, at der er to nye liv på vej.
Om små halvanden uge, er det tid. Ida har igennem nogle nætter vækket mig, for at hun har et enormt kontakt- og opmærksomhedsbehov. Og jeg ved godt, at hun også har behov for at vide, at hun har sit helt eget sted til at bygge rede, og føde sine hvalpe.
Ida er tydeligt drægtigUltralydsscanning har vist at Ida bærer på 2 hvalpe
Så jeg må tage mig sammen og få ryddet kontoret og gjort det hvalpeklart.
Ida skal selvfølgelig vide at alt er klart til hendes fødsel, og de andre hunde plejer jo også at genkende projektet fra gang til gang, sådan at de respekterer den ro og det privatliv sådan en lille mor-hund har brug for i begyndelsen.
Da hyggekrogen og kassen var klar, var Ida da også den første der kom for at besigtige resultatet.
Normalt ville det have været Maddy, hun har inspiceret samtlige hvalpe fødekasser vi har haft i husholdet igennem 16 år, før de blev overladt til de vordende mødre. Ida må selv godkende sin dennegang, hvilket også så ud til at være tilfældet:
I dag har vi taget en smuk og værdig afsked med vores elskede Maddy
Født 18. oktober 2001, død 10. marts 2018. Hvil i fred min elskede Maddypige, født Prinsesse, levet og død som dronning.
Uendelige glæder og lykkelige stunder, grin, utallige stolte øjeblikke har denne lille hund givet os igennem 16 år og 4 måneder. Og 90 efterkommere i 5 generationer, og tallet øges stadig! Vi skylder hende så meget, hun har givet os alt, og vi har nu givet hende fred, før hun opdagede at hun havde nyresvigt og dårlig lever.
Hendes dag startede med at hende og jeg sad oppe sammen meget tidligt, og så ”Daddy” komme hjem. En begivenhed der fyldte hele hendes lille krop med uendelig lykke. Derefter spiste hun med stor fornøjelse sin morgenmad, efter at have sprunget badut og deklareret, den tog for lang tid at servere. Så sov vi nogle timer, hvor hun puttede tæt imellem os. Da hun ikke gad det mere, vækkede hun Butch med gø og logren og forlangte at han stod op og serverede godbidder. Derefter tog vi en runde med legetøjet og byttede den blå arm med den røde dims og det lille reb for kylling, oksekød, yndlings dåsemaden og kogt rødspætte. Hun fik selv lov at vælge hver gang, hvad hun ville have. Så nød hun for 6. gang på 2 dage et af sine yndlings tyggeben. Hun lavede lidt lydighedsøvelser på køkkengulvet og beviste atter, at hukommelsen sad lige i skabet. Og hun ville som sædvanlig ikke stoppe. Hun formåede, selv i dag, at få os til at grine. Sådan vil vi huske hende
Tidligt på eftermiddagen fik hun en hel skål oksekød serveret på sofabordet. Vi satte os med hende i sofaen, og hun faldt tilfreds i søvn i mine arme. Hvil i fred min elskede lille Maddy
Billederne og videoen er fra i dag.
Today we have said a beautiful and dignified goodbye to our beloved Maddy. Born October 18 2001, diseased March 10 2018. Rest in peace my dear Maddy girl, born a Princess, lived and died as a queen.
Endless joy, happy moments, laughs, countless proud times has this little dog given us throughout 16 years and 4 months. And 90 decendants in 5 generations now, and still counting! We owe her so much, she has given us everything, and we have now given her peace, before she knew, that she had kidney failure and bad liver.
Her day started with that her and I sat up very early, and watched “Daddy” come home. An event which filled her entire little body with endless happiness. Then she ate her breakfast with great appetite and pleasure, after she had been jumping leaps and barking at me, declaring that it took too long to serve. Then we slept a few hours with her snuggled close in between us. When she got tired of that, she woke up Butch barking and tail wagging, and demanded he got up and served her treats. After that we took a round with the toys, and exchanged the blue limb with the red thing and the little rope for beef, chicken, her favorite canned food and boiled fish. She got to pick and choose each time, what she wanted. Then she enjoyed one of her favorite chew bones for the 6th time in 2 days. She did a few obedience exercises on the kitchen floor and proved that her memory was still flawless. And as usual, she didn’t want to quit. She managed, even today, to make us laugh. That’s how we will remember her
Early in the afternoon she got served a whole bowl of beef on the coffee table. We sat down on the couch with her, and she went to sleep content in my arms. Rest in peace my beloved little Maddy
The pictures and video are from today.
I Dansk/svensk gårdhundeklub’s konkurrencer for 2017 har vi vundet følgende: – Årets opdrætter 2017 – Årets avlshund 2017 (Sussi) DKCH SECH KBHVV16 NORDV16 NORDVV16 Little Denmark’s Mount Silverheels – Årets tæve 2017 (Ida) DKCH SECH Little Denmark’s Ignite Me Ida – Årets Veteran 2017 (Sussi) DKCH SECH KBHVV16 NORDV16 NORDVV16 Little Denmark’s Mount Silverheels – Årets rød/hvide hund 2017 (Vicki) DKCH Little Denmark’s Jive Jinger
Det kniber for mig med at holde bloggen igang. Det kan være både et godt og et skidt tegn – oftest går PC-tiden til hurtigt at smække ting på facebook. Måske er det fordi jeg stadig benytter PC og ikke mobil eller Ipad til vedligehold af blog og hjemmeside…
I året der gik, har vores hunde og hunde vi har opdrættet ikke desto mindre opnået fuldstændigt fantastiske udstillingsresultater, og disse bør jo på en eller anden måde ende her på siden, af alle steder. Når man i løbet af året ikke holder trit med opdateringerne, bliver det pludselig til slut en lang “opremsning”.
Verdens bedste “Maddy” fyldte 16 år d. 18. oktober. Maddy er starten på det hele og ligger bag alle vores hunde
Det kan virke overfladisk og prangende, fordi der er så mange fine resultater, men det flytter ikke på det faktum, at vi for hvert eneste af dem blev lige stolte og glade, som altid.
Ligesom jeg aldrig ophører med at være dybt taknemmelig for al den hjælp og støtte jeg har både i det daglige, men også i forbindelse med træning og udstilling af hundene. Det er ikke kun “glamour”, fordi der ligger meget benhårdt arbejde og utallige timer i halvkolde, våde telte på sportspladser, i kedelige haller, foruden masser af køretimer på landevejene med at bringe hunde og mennesker til og fra.
DKV17 Little Denmark’s My Miny Stub Butt. I 2017 vandt en stadig meget ung “Nemo” Bedste han og blev BIM på Dansk vinderudstilling i Herning og kunne derfor tilføje en ny titel DKV17 til sit navn.
Aldrig tager jeg det for givet, at der er andre, der har lyst til at deltage og hjælpe til, og at de mennesker, der enten har købt mine hvalpe, eller er foderværtsfamilier er så søde, engagerede og hjælpsomme.
“Vicki”, Little Denmark’s Jive Jinger blev Dansk champion (DKCH) i 2017
Når det går godt, er det kun ekstra bonus at kunne deles om glæden, og den slags glæder har 2017 sandelig været fyldt med!
Foruden de flotte resultater og titler har vi haft to fantastiske hvalpekuld i sommers. I den forbindelse er der kommet endnu flere dejlige og søde familier til, som vi nyder at følge endnu en generation Little Denmark’s hvalpe igennem. Og nye foderværter, som allerede er engagerede ikke kun i deres hundes daglige liv og træning og opvækst, men også deres fremtid.
Årets helt og aldeles mest fantastiske oplevelse og kulminationen for vores opdrætsklasse i 2017 var så absolut BIS1 (Best in show) placeringen vi vandt i Ballerup.
Opdrætsklassen er et kapitel for sig…i 2017 stod vi atter og atter placeret i BIS (best in show) konkurrencen på nogle af de store DKK udstillinger. Ved årets slutning endte vi på en helt fantastisk 6. plads i DKK’s konkurrence om årets opdrætter – af alle racer. Den Dansk/svenske gårdhund og kennel Little Denmark’s var i den anledning kommet i virkeligt fint selskab i den store hundeverden.
“Mille” – Little Denmark’s Maya My Eenie har i 2017 vundet 2 certer. Det ene var på Bornholm hvor hun også blev BIR (Bedst i racen). Mille fylder først 2 år i januar 2018.
At stille en opdrætsklasse løbende igennem et helt år kræver flere hunde end 4 at vælge imellem. I forhold til mange andre er jeg ikke dér, hvor jeg har et stort udvalg af voksne hunde, der passer så godt sammen, at de kan præstere resultater altid. Især ikke når der jævnligt er et par stykker på barsel i adskillige måneder. “Så må man låne” som det så smart kan siges…men igen – det kræver altid, at der er nogle med en hund, som de er villige til at låne ud. Igen går en stor tak og kærlig tanke til vores super søde og hjælpsomme hvalpefamilier for kækt at springe til, og stille hund til rådighed. Her er et udpluk af nogle af de forskellige opdrætsklasser vi har stillet i 2017:
Det var vitterligt en serie af fantastiske oplevelser i store ring, som vi er flere, der kan leve længe på!
Et absolut yndlingsbillede. Spænder over 4 generationer af vores elskede hvalpe, samt de mennesker der elsker dem og deles om glæderne ved dem med os!
Kulminationen på alle herligheder i 2017 blev nu årets sidste udstilling, hvor en rekord på ialt 13 Little Denmark’s hvalpe i alderen 5 måneder til 9 år deltog med deres mennesker. Alderspræsidenten (af hundene) var ved lejligheden vores dejlige lille Sussi, som også er bag hver eneste af resten – som mor, mormor og oldemor. Glæden ved hundene, kærligheden og fællesskabet iblandt så mange af de mennesker, som jeg sætter så meget pris på at have i mit liv, er nogle af de ting jeg tager med mig fra 2017 og vil gemme på og mindes med et smil altid.
Årets julefoto 2017 blev taget med selvudløser og var en mere festlig begivenhed, end man umiddelbart kan se! Butch og jeg ønsker alle et godt nyt år, 2018.
Vi går endnu et spændende år i møde med masser af unge og vældigt lovende hunde aktive i udstilling og på vej i avl, for ikke at nævne en helt ny og endnu yngre generation på vej. Jeg glæder mig til fortsat at følge dem alle – både de der viser sig “i rampelyset” og de, der bliver hjemme – via alle de skønne familier, som til stadighed beriger os med billeder og historier og opdateringer om hvordan det går dem udi livet.
Tak for – og til – alle jer, Butch og jeg ønsker jer alle, hver og en, samt jeres familie, en rigtig “glædelig bagjul” og ikke mindst et dejligt og glædeligt godt nytår, med godt helbred hos både de 2- og 4-benede.
“Maddy” med vores B-kuld I 2005 født 3. September. I dag fejrer de deres 12-års fødselsdag!
3. September 2005 fødte min gamle Maddy-pige sit andet og sidste kuld hvalpe. I dag fejrer de 12 års fødselsdag. De blev født I USA og bor der stadig, og det er fantastisk, men jeg er stadig I forbindelse med alle deres familier, og ved at de har det godt.
Desværre har vi mistet “Greta” (Little Denmark’s Berta The Adventurer). Ikke fordi hun var hverken gammel eller syg, men det frygteligste man kan tænke sig skete her I foråret. To cyoter sprang over hegnet og ind I hendes have efter hende. Hun tog kampen op og sendte dem blødende over hegnet og ud I bjergene Igen, men hun var så hårdt såret af deres bid og gik I shock og stod ikke til at redde.
Mine tanker går til Greta’s familie og jeg vil altid være så uendeligt taknemmelig fordi Greta nåede at få et kuld hvalpe I mit Little Denmark’s kennelnavn. Her ligger hele fundamentet til al min avl igennem de seneste 9 år, idét “Sussi” er Greta’s datter.
Og varme lykønskninger går over Atlanten til mine amerikanske venner med disse, “mine børn” spredt over hele USA, da de bor I Californien, Florida, Connecticut og Massachussetts.
Her er billeder af dem, og en sød video-hilsen fra Emma I Boston 🙂
Flot ser det ud, men i forhold til hvad der virkelig er vigtigt, er selv alverdens rosetter og titler aldeles relativt og temmelig ligegyldigt.BIR med Fay KBHV16
“Tab og vind med samme sind” er der et godt gammelt ordsprog, der siger. En af mine gode, gamle ungdomsvenner tilføjede filosofisk for mange år siden, efter en festlig aften, langt ude på de små timer: “Det er bare så forbandet svært at se glad ud, når man taber”.
Det var humoristisk ment, og er faktisk ret morsomt og fortæller rigtigt meget om den sunde ironi og snusfornuftige, praktiske virkelighedsnære humor, som ligger bag. Det er lidt en skam, at jeg ikke selv kan tage æren for, at have fundet på det, men det var altså Peddersens idé.
BIR med Ida i den svenske rasspecial, Degeberga 2015
Men. Det var mest morsomt dengang det blev set igennem ungdommens selvsikre, sejrsbevidste vidt åbne øjne. Med teenagerens klare bevidsthed om at have livet for sine fødder – det kan bare komme an.
Som livet skrider frem, opdager man at det rent faktisk ER muligt at se glad ud, selvom man taber. Nemlig når man i sit eget følelsesregister får kontakt med evnen til at glædes på andres vegne. Så modbevises Peddersens påstand, og det er pludseligt ikke længere så vigtigt at vinde.
BIR med Sussi i Nordisk vinderudstilling NORDV16 i Herning
Der er altid kun en vinder, og vinderen er – i sagens natur – glad. Alle, der har prøvet at vinde i noget kender den glade følelse af at stå på toppen med trofæet. Der er både stolthed blandet med en vis ydmyghed over det held, man trods alt ved også var involveret, blandet sammen med en masse andre positive følelser.
En dag hvor andre vinder, så sker det pludselig at man genkender og anerkender det hele i deres glæde og fornemmer at det er dejligt let, at lade sig rive med. Fordi I dag var det en andens tur, og hvor er det dejligt for dem. Vi prøver igen næste gang, ønsker vinderen tillykke og accepterer at chancerne var lige for alle til at starte med, og at der kun kan være en vinder. Vi giver hånd og siger “tak for kampen”, og vi mener det. Det er rigtig sportsånd, og selvfølgelig lige nøjagtigt sådan, som det skal være.
BIR med Oskar og BIM med Maddy Bornholm, 2015
Nogle mennesker har en anden indstilling til tilværelsen. “Rønnebærrene er sure” siger man. Det er anledning og rod til meget ondskab og problemer i denne verden, at nogle mennesker i deres eget følelsesregister er fuldstændigt ude af stand til at finde glæde på andres vegne. Misundelse er noget af den giftigste følelse der kan vinde ind på en sportsplads og i et fællesskab om en interesse.
BIR med Ida Vejen, 2017
Det sker, når der bliver vendt op og ned på, hvad det hele handler om. Når det bliver livet om at gøre, at vinde, og når man bliver så indædt rasende over, hvis det ikke er en selv, eller ens eget hold, der vinder, at misundelsen får lov at vinde ind. Når rønnebærrene bliver sure, bliver mennesker aldeles modbydelige ved hinanden. Det skader international politik, sportsgrene, arbejdspladser og ja – man skulle ikke tro det muligt, men det skader også hundeavl.
BIR med Fay ved klubudstilling, Herlufmagle 2016
For helt at slå bunden ud af Peddersens gode, gamle morsomhed, så har jeg faktisk ondt af de mennesker, der ikke kan se glade ud, når de taber. .
Jeg mener således, at kan man ikke finde glæden på andres vegne, indeni en selv, så er det et faresignal om, at der er noget galt med sansen for hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er vigtigt.
I de seneste 5 måneder har jeg siddet bi og set de allervigtigste ting i et andet menneskes liv blive fløjtende ligegyldige. Fordi de var jo betinget af livet. I døden har de ikke længere nogen reel betydning, og da slet ingen værdi. Da bliver glæden pludselig dobbelt vigtig. Den varer så kort og er svær at tage med sig. Så det er om at suge energien ud af den, imens man kan.
Jeg vil fortsat tabe og vinde med samme sind og glædes ved andres glæde, såvel som dele mine egne glæder, med de der har lyst og evner til at tage del i dem
Når det hele alligevel ender med en dag at være helt ligegyldigt (og det gør det, for vi skal alle samme vej !), så fanden da stå i det, hvis det ikke er sjovt, hyggeligt, positivt, og glædeligt undervejs. Uanset resultaterne.
Jeg vil derfor fortsætte med, som altid før, at tabe og vinde med samme sind. Fordi jeg glædes når jeg vinder, og når jeg ikke vinder, kan jeg ikke lade være med, at glædes på vinderens vegne.
Da Fay og hendes hvalpe flyttede i køkkenet’s højre løbegård ved siden af Vicki’s i den venstre. Der er åbnet noget op siden, men integrationen er nødt til at ske under hensyntagen til hvornår de enkelte medspillere (mødre, hvalpe, øvrige hunde osv) selv er klar til det
Ups. Så gik der lige 2 uger uden opdateringer. Så jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte eller slutte, for at komme up-to date i hvalpenes udvikling. Fay’s hvalpe flyttede i køkkenet lige inden de blev 3 uger gamle. Side-om-side har de to mødre ligget og passet deres børn, som pludselig en aften i den seneste uge, opdagede hinanden igennem trådhegnet. Derfra har en sindrig integration fundet sted. Der er rigtigt mange ting, der skal tages i betragtning og holdes øje med, når et kuld hvalpe integreres i en voksenflok.
Efterhånden som de små kommer på benene og får deres egen vilje, giver mange ting sig selv. Her står Ida klar ved deres første tur i haven, til at modtage dem på græsset, ivrig for at lære dem nærmere at kendeSelv gamle tip-tante Kikka viser sig modtagelig overfor hvalpene og påtager sig en form for “nanny-rolle”. Her stor pige og lille pige. Der er over 14 års aldersforskel på de to.
Og kun endnu flere ting, når der er tale om to kuld hvalpe, med hver deres mødre, der skal integreres både i en voksenflok og med hinanden. Fay og Vicki er som mødre meget forskellige. Fay har holdt hårdt på hendes lille familie, og ligefrem isoleret sig selv og hvalpene i et hjørne af deres løbegård. Hun ville ikke have de traf hverken de andre hunde ved hegnet, eller de andre hvalpe ved adskillelsen af de to løbegårde. Hun har stadig tendensen, og derfor må jeg hele tiden gå frem lidt ad gangen og tage hensyn til hende, så ikke vi presser nogen for hårdt, med risiko for ballade indbyrdes i flokken. Efterhånden har hvalpene dog deres egen vilje, og bliver bedre og bedre til bens, og dermed giver meget af det helt sig selv.
En stille lun aften hjalp lidt på integrationen, da vi kunne lade alle mødes i haven på “neutral” grund. Kikka er meget interesseret at få kontakt, også med Fay’s små hvalpe
En lun aften med stille vejr og sol hjælper meget til, da betingelserne pludselig blev for at selv de yngste hvalpe kunne komme udenfor. At mødes på neutral grund, som haven er i forhold til området ved løbegården i køkkenet, er både lettere og bedre for alle parter.
Vicki’s store hvalpe på nu 5 uger er krudt i måsen og gider ikke længere være begrænset i deres løbegård. De har derfor meget frihed til at rende rundt i hele huset, når vi er her og kan holde øje med dem. De er udenfor hver dag lidt nu og har selv fundet ud af at rende ind og ud. Der er et lidt højt trin, men med jernviljen – typisk gårdhunde stil – kommer de både op og ned ad det med de små fede numser på de korte ben.
En god måde at ryste to parter sammen på, er ved at de gør ting i fællesskab, f.eks. at spise hvalpemos ved åben buffet
De store hvalpe ved godt de er større og overlegne og kan være lidt hårde ved de små indimellem. Vi holder godt øje og sørger for at ingen trynes. De store barnepiger Ida og gamle Kikka, som har meldt sig på banen, holder også øje med disciplinen i børneflokken. De store hvalpe spiser nu selv flere gange om dagen, og kan endda klare at gumle på lidt tørfoder. Vi har også introduceret tyggepinde og kongs, som et led i at hjælpe dem til at skabe gode tyggevaner for livet. Vicki passer dem stadig og giver mælk ofte. Dog er hun flyttet op i min seng om natten, der må hvalpene klare sig selv. Hun er også glad for at tage lidt time-out sammen med hendes bedste veninde Ida på sofaen. At putte med en ven i pauserne er dejligt 🙂
Vicki favner dem alle, både egne og Fay’s mindre hvalpe. Hun virker ret ligeglad med at de ikke er hendes egne. Her sammen hos hende i haven, der er et videoklip forneden i indlægget af Vicki med begge hvalpekuld i haven
Vicki virker fløjtende ligeglad med om hun fodrer på Fay’s eller hendes egne hvalpe, hun favner dem alle, de kan bare komme. Nederst i indlægget er en lille Video af Vicki og hele hvalpeflokken.
Fay’s hvalpe er 4 uger gamle, og har været lidt skærmet og beskyttet af hønemor Fay. Men endelig begynder de at komme frem og kunne deltage i løjerne. De får stadig hovedparten af deres mad fra Fay, men de vil også gerne spise hvalpemos selv.
Hvalpene er nysgerrige og kommer godt omkring, og de får besøgende, som de ivrigt lærer nærmere at kende. Bl.a. børn i forskellige aldre.
De er nysgerrige og kommer ret godt omkring på deres ben, når de ellers er vågne. Man skal hele tiden huske på at en uges aldersforskel i denne alder, gør en kæmpe forskel. Hvor de store hvalpe kører los længe ad gangen, bliver de yngste hurtigere trætte og har et større søvnbehov. Fay ligger meget hos dem og derfor er de nogle værre putte trolde. Men de har også mod og gå-påmod til at gebærde sig rundt i en meget stor hundeflok med en masse regler, og som de yngste må de hurtigt tilpasse sig til, at være bunden i totempolen. Snart bliver aldersforskellen lidt mere udvisket og alt i alt går hele projektet fuldstændigt optimalt, så godt som man kan ønske det med to hvalpekuld samtidig.Også Fay’s hvalpe er nu registreret i DKK, og de har fået deres 2. ormekur. Her har også været flere besøg til hvalpene, og nu hvor de små er ved at være med på banen, begynder her også at komme børn i flere aldre på besøg.
Livet som hvalp her er ukompliceret og sjovt. De udforsker, opdager, spiser, leger, putter, slås indbyrdes om ting og rang, møder de store hunde med en åbenhed og nysgerrighed, der er så typisk for racen. Det er hunde, som lige fra begyndelsen, tror de er større, end de egentlig er.
Fay og hvalpe trives så fint. Hvalpene har åbnet øjnene her sidst på ugen, de er tykke og runde og tager støt og flot på, ved 2 uger vejer de ligeså meget som Vicki’s gjorde!
Fay er godt tilfreds med den nye kasse og indretningen og indtager den med det samme
Fay er en dedikeret mor, der elsker at sove sammen med sine hvalpe, men hun er dog begyndt at sove på sengen i værelset og tage nogle pauser. I det fine vejr kommer hun også i haven mere, men ikke så længe ad gangen, så må hun op og holde øje med hvalpene.
Hun var nødt til at finde sig i at hvalpene blev vejet, fik klippet negle og fik ormekur her ved 2 uger. Hun ser langt efter den, når man løfter en af dem op, men det er dog knap så stressende for hende nu, som det var i starten.
Hvalpene accepterer også hurtigt den nye geografi, og falder til ro efter en runde. Her i varmen nyder de aviserne som det lidt køligere underlag i forhold til tæppet
Ved samme lejlighed fik også Fay’s hvalpe en opgradering af deres kasse. Da det ikke varer længe inden de selv kan kravle væk fra hvor de sover, for at tisse og lave, opdeles kassen i to slags underlag. For på den måde at støtte indlæring af at “gå” på aviser. Fay har prøvet det før og finder sig hurtigt tilrette, hvalpene skal lige cirkulere et par gange, før de accepterer den nye geografi og lægger sig. Det er temmelig varmt på vores 1. sal i disse dage, så de vælger ofte at ligge på de køligere aviser, i stedet for tæppet.
Nu med navne:
Hvalpene’s navne er nu på plads. Kuldet er vores P-kuld og alle vores hvalpe har engelske navne. Tallet 4 er fristende at lege med, når Fay selv er født i et kuld på 4, der var et F-kuld. Der anvendte vi tallet 4 som forstavelse til navnene (4-Ever Fay). Så vi genbruger 4-tallet i et kuld med 4 hvalpe efter Fay, bare på en lidt anden måde, så det bliver: Little Denmark’s P 4 Power Play, Little Denmark’s P 4 Polk-a-dot, Little Denmark’s P 4 Pride-n-joy, Little Denmark’s P 4 Power Flower. Hvem der er hvem, fremgår af billederne her i galleriet.
Vicki er en dygtig mor, der passer hvalpene flot. Vægtene som de ligger fra venstre mod højre ved 3 uger er: Olivia 1169g, Oliver 1290g, Olympia 1173g og Ofelia 1140g
Pludselig kunne hvalpene høre, når vi kom ind i værelset. Hovederne blev løftet og drejet ved lyden af en stemme og straks er interessen vakt. Gårdhundehvalpe flygter ikke væk fra det uvisse af natur, de afventer med en helt rimelig mængde påpasselighed, men forholder sig roligt. Så snart de lugter og ser en hånd (skal stadig tæt på for at de kan se) bliver de ivrige og glade, gensynet er en glædelig lettelse.
Hvalpene er blevet opmærksomme på verden udenfor kassen og enkelte af dem har allerede været på springtur
Vicki passer stadig hvalpene super flot, selvom hun ikke længere ligger hos dem konstant. Hun er stadig ikke flyttet ind i sengen til os, hun vælger at ligge på sengen i kontoret tæt på hvalpenes kasse, hvor hun kan holde øje med dem. Hvalpenes vægt, stadig de største hvalpe vi nogensinde har haft, er et tydeligt bevis på, at de bestemt ikke mangler noget!
Efter at have spist første måltid, have “leget” lidt og hilst på og moslet omkring, er det tid til en omgang genopladning
Introduktion af første måltid (lidt Royal Canin starter mousse med lidt opblødt hvalpefoder og youghurt) var en success. Se videoen her forneden, det gik ret hurtigt op for hvalpene, at det var noget spiseligt, og de gik i gang med at lære kunsten at suge mad ud af en tallerken, og ikke en pat. Det går lidt tid i starten med at “patte på kanten” af tallerkenen, indtil det pludselig går op for Olympia sidst i klippet, at man kan få mere ud af at spise det oppefra 🙂 Efter de rigtigt har væltet sig rundt i maden kommer mor Vicki og får dem vasket rene, der skiftes sengetøj, og så er det dejlig at slukke efter med en tår mælk.
Indimellem har vi haft nogle på springtur fra kassen, oftest er det Oliver, men Ofelia har også været kravlet ud og vandret lidt rundt på gulvet foran kassen. Der gøres nu klar i køkkenet til flytningen, som står for. Fordi nu skal hvalpene ikke længere være isolerede, de skal til – i passende dosis – at udvide deres verden trin for trin og være med, der hvor tingene sker.
