Vicki’s hvalpe 3 uger gamle

Første “faste” måltid og hørelse
Vicki er en dygtig mor, der passer hvalpene flot. Vægtene som de ligger fra venstre mod højre ved 3 uger er: Olivia 1169g, Oliver 1290g, Olympia 1173g og Ofelia 1140g

Pludselig kunne hvalpene høre, når vi kom ind i værelset. Hovederne blev løftet og drejet ved lyden af en stemme og straks er interessen vakt. Gårdhundehvalpe flygter ikke væk fra det uvisse af natur, de afventer med en helt rimelig mængde påpasselighed, men forholder sig roligt. Så snart de lugter og ser en hånd (skal stadig tæt på for at de kan se) bliver de ivrige og glade, gensynet er en glædelig lettelse.

Hvalpene er blevet opmærksomme på verden udenfor kassen og enkelte af dem har allerede været på springtur

Vicki passer stadig hvalpene super flot, selvom hun ikke længere ligger hos dem konstant. Hun er stadig ikke flyttet ind i sengen til os, hun vælger at ligge på sengen i kontoret tæt på hvalpenes kasse, hvor hun kan holde øje med dem. Hvalpenes vægt, stadig de største hvalpe vi nogensinde har haft, er et tydeligt bevis på, at de bestemt ikke mangler noget!

Efter at have spist første måltid, have “leget” lidt og hilst på og moslet omkring, er det tid til en omgang genopladning

Introduktion af første måltid (lidt Royal Canin starter mousse med lidt opblødt hvalpefoder og youghurt) var en success. Se videoen her forneden, det gik ret hurtigt op for hvalpene, at det var noget spiseligt, og de gik i gang med at lære kunsten at suge mad ud af en tallerken, og ikke en pat. Det går lidt tid i starten med at “patte på kanten” af tallerkenen, indtil det pludselig går op for Olympia sidst i klippet, at man kan få mere ud af at spise det oppefra 🙂 Efter de rigtigt har væltet sig rundt i maden kommer mor Vicki og får dem vasket rene, der skiftes sengetøj, og så er det dejlig at slukke efter med en tår mælk.

Indimellem har vi haft nogle på springtur fra kassen, oftest er det Oliver, men Ofelia har også været kravlet ud og vandret lidt rundt på gulvet foran kassen. Der gøres nu klar i køkkenet til flytningen, som står for. Fordi nu skal hvalpene ikke længere være isolerede, de skal til – i passende dosis – at udvide deres verden trin for trin og være med, der hvor tingene sker.

 

 

Fay’s hvalpe 1 uge gamle

Fay’s 4 fine hvalpe vokser så det er en lyst, og Fay er en eksemplarisk mor, der ikke ret gerne viger fra sine børn. 1 uge gamle har alle mere end fordoblet deres fødselsvægt.

Fay nyder at være hos sine hvalpe inde i kassen, helst med låget lukket. Paparazzi-kameraet kan indimellem få et heldigt skud i kassen

Hun foretrækker også at hvalpene bliver i kassen, og bliver let nervøs, når man tager dem op for at veje og skifte sengetøj. Derfor vælger jeg at lade hende og hvalpene være, og blande mig så lidt, som muligt her i starten. Hun holder meget af at ligge inde hos hvalpene med låget lukket på kassen, imens jeg sidder ude foran og nusser hende, eller langer mad ind (håndfodrer!) til hende. Så er hun en rigtig “hulehund”, og man kan fornemme det stimulerer hende og trykker på en masse af hendes instinkt-knapper.

Efter endt vejning og portræt foto session, var Fay lettet og tilfreds med at få alle hvalpene tilbage på plads i kassen hos sig. Hun vil meget gerne have, at jeg er i nærheden, hun bliver bare lidt urolig og bekymret hvis jeg “piller” for længe ad gangen på hendes børn

Der er ro i kassen og hvalpene er tykke og meget stille. Da de er en uge gamle kommer de ud for en kort bemærkning til vejning og et par portrætfotos. Fay ser bekymret til, og er tydelig lettet, da det er overstået og hun får hvalpene ned i kassen igen.

Hun elsker når jeg er i værelset hos hende, og f.eks. sidder ved computeren eller laver noget papirarbejde. Det er tydeligt at hun synes det er rigtigt hyggeligt. Hun er flere gange om dagen i haven med de andre hunde, men hun er ikke væk fra hvalpene ret længe ad gangen. Der er absolut ingen problemer i at datter Vicki ligger med hvalpe i rummet ved siden af, Fay ved det godt, men interesserer sig ikke for det, og Vicki har heller ikke haft fjerneste interesse i Fay’s hvalperum. Det er dejligt med den fine balance, fordi om kort tid bliver de endnu tættere naboer nede i køkkenet 🙂

Her findes individuelle billeder af hvalpene med deres fødselsvægt og vægt ved 1 uge. Nu venter vi spændt på at de lukker øjnene op…

Hanhunde jeg har opdrættet

Hanner jeg har opdrættet og/eller ejer

(Dette er også et fast menu punkt/en stationær side her: Hanner jeg har opdrættet )

Jeg bliver tit spurgt om hvilke hanner jeg har, eller om jeg ikke har en oversigt over hanner jeg har opdrættet, når tæveejere søger hanhund til parring. Nogle af de hanner jeg har opdrættet, har jeg selv beholdt i et foderhjem (et andet hjem end hos mig selv), andre har jeg solgt. Flere af dem udstilles og kan indgå  i avl til tæver de hver især passer sammen med. Selvom de hanner, jeg har opdrættet i Danmark, stadig er forholdsvist unge, har nogle af dem allerede været i avl.

Hvis du interesseret i at parre en DKK-stambogsført tæve med en af hannerne på denne side, så er du velkommen til at kontakte mig. Ens for dem alle er, at de er sunde og friske, har korrekte bid, og har dejlige temperamenter, og er velfungerende familiehunde i deres daglige liv. De fleste af dem har fået hvalpe, eller forventes at have hvalpe på vej.

FICH DK02519/2013 Little Denmark’s Genuine Gem/”Pojken” bor i Finland på kennel Nybygård. Han har fået flere kuld i Finland og er finsk udstillingschampion.

Far: DKCH Luna-Lith’s Frisko Fra Ledet

Mor: DKCH SECH KLBCH DKV14 My Bonnie Nøkkerose I Civil

 

 

DK02520/2013 Little Denmark’s Gifted Gent/”Fusser” bor i Nordjylland. Han er udstillet 2 gange til BH2 med CERT og BH3 med reservecert. Han har forhåbentlig et kuld hvalpe på vej hos Kikki’s Kennel.

Far: DKCH Luna-Lith’s Frisko Fra Ledet

Mor: DKCH SECH KLBCH DKV14 My Bonnie Nøkkerose I Civil

 

 

DK11580/2013 Little Denmark’s Halftime Bob/”Bob” bor i Storkøbenhavn. Han er udstillet til foreløbig 2 certer og har p.t. fået 3 kuld hvalpe her i Danmark. Der er sendt frostsæd til 1 insemination i USA. Bob er 3. generation af egen avl.

Far: SECH DKCH SEV-12 Riddarens Sagolika Lejon

Mor: DKCH SECH KBHVV16 NORDV16 NORDVV16 Little Denmark’s Mount Silverheels

 

 

DK04630/2014 Little Denmark’s Imagine Me Isaac/”Snert” bor i Københavnsområdet. Snert er 3. generation af egen avl. Vi håber han har et kuld hvalpe på vej på kennel Rikkeheinecke. Han udstilles kun indimellem. Er eksteriørbeskrevet og anbefalet til avl af Mikael Tranholm.

Far: DKCH My Bonnie Plocka Poäng

Mor: DKCH SECH KBHVV16 NORDV16 NORDVV16 Little Denmark’s Mount Silverheels

 

 

DK04726/2014 Little Denmark’s Juke In The Box/”Juke” bor i Nordsjælland. Vi håber han har et kuld hvalpe på vej hos kennel Zkrubbbe. Han giver ikke ret til påtegning på hvalpenes stambog, da han kun er præmieret Very Good. Han er DNA farvetestet og er helt almindeligt 3-farvet til trods for hans spøjse “grå” plet. Juke er 4. generation af egen avl. Ulvekløer bag.

Far: SECH My Bonnie Yogibear Yoyo

Mor: DKCH KBHV16 Little Denmark’s 4-Ever Fay

 

 

DK05970/2015 Little Denmark’s Kind Of Kola bor i Sønderjylland. Vi regner med at han bliver far til et kuld hvalpe her senere i 2017. Bemærk at han kun er 2 år gammel. Han er udstillet engang imellem og har kun fået excellent.

Far: DKCH Crow’s Point Kennel’s Herman

Mor: Mor: DKCH SECH KLBCH DKV14 My Bonnie Nøkkerose I Civil

 

 

DK12849/2015 Little Denmark’s Lawless Laredo/”Luka” bor i Sydsjælland. Det skal tages i betragtning at han er en stor fyr på 39-40cm. “Luka” er speciel for os, da han har vores 2 stamtæver 3 generationer bag hver af sine forældre, han er 4. generation af egen avl. Ulvekløer bag. Bemærk at han kun er 2 år gammel. På billederne er han ca. 9 mdr gammel. Nyere billeder snarest.

Far: DKCH Crow’s Point Kennel’s Herman

Mor: DKCH KBHV16 Little Denmark’s 4-Ever Fay

 

 

DK01381/2016 Little Denmark’s My Miny Stub Butt/”Nemo” bor i Københavnsområdet. Han udstilles aktivt. Nemo er 4. generation af egen avl. Bemærk at han kun er 16 måneder gammel.

Far: Himlatorp’s Anton

Mor: DKCH SECH Little Denmark’s Ignite Me Ida

Vicki er drægtig

(DKCH Little Denmark’s Jive Jinger)

Selvom det først er 5 uger siden parringen i dag, så har man ikke været i tvivl i den sidste uge, om at “Vicki” er drægtig. Hun har haft en længere periode med manglende lyst til mad, og pludselig kan hun blive meget sulten. Hendes dievorter er også tydeligt lyserøde og let “oppustede”, endnu et sikkert tegn. Da hun tydeligt blev rundere om maven, uden egentlig at være særligt godt spisende, ja så giver det sig selv. Hvalpe på vej, og forventet fødsel lige omkring Sankt Hans.

Ingen tvivl om at Vicki er drægtig

Faderen er en helt fantastisk 9 år gammel han ved navn (og udstillingstitler) DKV15 DKVV16 NORDCH NORDV-14 SE V-13-14-15-16 SE V-16 & VV-16 WW-14 EUV16 EUVV16 Zkrubbe’s Lionheart.

Man kan godt fornemme den lidt “vommede” facon hun er ved at få

Han er opdrættet i Danmark, men blev solgt til Sverige som hvalp. Det var en af mine venner, der købte ham dengang, og jeg har fulgt ham siden han var helt ung. En herlig hund på alle måder. Han har hidtil kun fået et kuld hvalpe i Danmark. Jeg har glædet mig rigtigt længe til at lave dette kuld, faktisk i over et år, da vi forsøgte parring imellem de to sidste år. Vicki ville til min store skuffelse dengang ikke have noget med “Lion” at gøre.

Så i år tog vi blodprøver for ved hjælp af progesteron-niveauet at afgøre hvornår det helt rigtige tidspunkt for parring skulle være. Og så lykkedes det.

Her er lidt billeder af de to vordende forældre. Og de kommende hvalpes afstamning. Vi glæder os og tror selvfølgelig på at det bliver nogle helt fantastiske hvalpe, med to så fantastisk dejlige forældre 🙂